Lige så længe jeg kan huske, har jeg været bange for mørket.

Jeg kunne være så bange, at jeg småløbende i mørket kiggede mig omkring, samtidig med at jeg forestillede mig alle de steder, hvor der stod nogen. Mit hjerte hamrede derudaf og troede, at det var meget farligt. Jeg kunne være bange for at gå fra carporten hen til hoveddøren, så det forgik i småløb, mens jeg overvågede området omkring mig. Jeg var overårvågen. Også som voksen.

Min seng var også farlig, for der kunne gemme sig nogen under den, så den sidste seng jeg købte, var sådan en med sengeskuffer under, så der ikke kunne ligge nogen under den, og jeg kunne gå roligt i seng.

Men det var ikke kun mørket, jeg var bange for. Jeg var nemlig også bange for at gå en tur alene på steder, hvor der var få mennesker. Det undrede mig altid. Jeg ”vidste” jo, at mørket var farligt, for det var jeg overbevist om, at det var. ALLE var da bange i mørket. Troede jeg.

Men hvorfor var jeg så bange for øde steder, når det var lyst??

Da jeg startede i terapi i forbindelse med min selvudvikling under uddannelsen til psykoterapeut og coach, fortalte jeg min mentor om min angst for mørket. Hun spurgte, hvad jeg var bange for. Mit svar kom hurtigt fra mit ubevidste. ”For at blive taget”. Hun spurgte videre, hvem der skulle tage mig, og om jeg var blevet ”taget” tidligere.
Jeg fortalte om en oplevelse, som jeg kunne huske fra min barndom. Jeg var 8-10 år gammel, og boede i Istedgade sammen med mine forældre og mine 2 søskende. Nytårsaften omkring kl. 17 skulle mine søskende og jeg hen til hovedbanegården og købe noget juice. Der var ikke så mange mennesker på gaden. Det var koldt og mørkt. Vi var nået cirka halvvejs derhen, da der kom en mand gående imod os. Da han når hen til os, griber han fat i mig og begynder at trække afsted med mig. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde, men jeg tror, at jeg stivnede.

Da han hiver i mig, begynder mine søskende at råbe op. Det hele går meget hurtigt, men jeg er bange. Meget bange.
På den anden side af gaden, noget bagved manden der hiver i mig er, går en anden mand. Mine søskendes råben tiltrækker hans opmærksomhed, og han råber noget, mens han småløber over gaden mod os. Det får manden til at slippe mig og løbe væk derfra. Jeg var reddet.

Hvad der herefter skete, ved jeg ikke.

Denne historie giver jo rigtig god mening ifht. min angst for at blive taget i mørket.

Men hvad var så årsagen til, at jeg var bange i dagslys??
Det kom frem i en anden terapitime, hvor jeg fortalte om en episode fra jeg var 3 år.
Jeg var nede og lege en dag, vist nok med min kusine, da det skete. Der kom en børnelokker, som man kaldte det dengang. Han fik lokket mig med ned i kælderen.
Hvad der præcist skete, står hen i det uvisse, men den sidste fortælling lyder, at viceværten så det ske, og løb op i lejligheden og fortalte mine forældre, at en mand havde taget mig med ned i en kælder. Min mor skyndte sig ned i kælderen og hev mig væk fra manden. Jeg var reddet igen.

Fortællingen gennem mit liv har været lidt forskellig, men konklusionen har altid været ”der skete jo ikke noget”.
Derfor slog jeg også oplevelsen hen med, at det ingen betydning kan have for mig liv, da jeg ikke selv kan huske det, men udelukkende har fået det fortalt. Men jeg lærte af min mentor, at kroppen husker*

Nu gav det pludselig mening, hvorfor jeg hele mit liv havde været så bange for at blive taget – både i mørket og i dagslys. Så var spørgsmålet, hvad jeg kunne gøre ved det.

Min mentor foreslog, at jeg tog oplevelsen med i psykospil, så jeg på den måde fik arbejdet med det. Psykospil, også kaldet psykodynamik, er en måde hvor historiske situationer iscenesættes, det kan være oplevelser fra barndommen, for at få forløsning for gamle følelser og afrunding af historien – og (her) for at lære eksempelvis ny adfærd.

Til psykospil opstilledes der denne gang et ret simpelt spil. Det er ikke altid, at det er vigtigt, at spillet ligner 100 %. Her var mine søskende ikke så vigtige, idet det var min angst, jeg skulle ind i.
Jeg valgte en, som skulle spille manden, som ville tage mig på vej mod hovedbanen. Og så var der mig, som skulle genopleve oplevelsen som 8-10-årig.

Da jeg stillede mig ud på gulvet, VAR jeg Ulla 8 år. Jeg følte med det samme angsten og mærkede tårerne presse på. Læreren satte spillet i gang, hvor manden tog fat i min arm og begyndte at hive i mig. Angsten blev værre, og jeg græd. Tårerne løb ned ad mine kinder, mens jeg frygtsomt kiggede ned i gulvet. Jeg var SÅ bange. Jeg stivnede af angst. Jeg var apatisk. Jeg turde ikke gøre noget. Der var ikke andre i rummet end os. Det var fuldstændig, som det skete dengang. Manden hev mig gennem rummet, og jeg lod det ske. Jeg lod mig glide hen ad gulvet uden at gøre noget. Af ren og skær angst.

Læreren stoppede spillet og spurgte, hvad der skete inden i mig, hvad jeg følte. Jeg fortalte, hvor bange jeg var. ”Så gør noget”. Spillet blev sat i gang igen, og der skete nøjagtig det samme, som før. Læreren stoppede igen spillet, og spurgte mig hvor gammel jeg var. ”8 år”, svarede jeg. Så spurgte læreren, ”hvor gammel er du i dag?”. ”52 år”, svarede jeg. ”Kan du gøre noget andet i dag som 52-årig, end du kunne gøre dengang som 8-årig?”. Jeg stod stadig i min angst, og fik derfor lidt inspiration af læreren: ”Kan du gøre modstand?”. SÅ vågnede jeg op. JA, det kunne jeg. Jeg var jo ikke 8 år mere, men det troede min krop. Det havde fæstnet sig og sat sig fast i min krop. NU vågnede jeg op. Spillet blev sat i gang igen, og denne gang havde jeg mod til at gøre modstand. Jeg råbte ”STOP med det” og sled mig fri.

Jeg følte mig så lettet, modig og selvsikker. Jeg var VOKSEN. Jeg var fuldstændig ovenpå efter den oplevelse, men det bedste var nok, hvordan min angst bare forlod mig efterfølgende.
Alle de ting jeg var bange for, bl.a.dem jeg indledte dette nyhedsbrev med, var ovre. I dag går jeg fra carporten ind i huset uden lys – uden angst. Jeg tør køre med tog og gå hjem fra stationen alene om aftenen. Jeg skal ikke planlægge alt for at sikre, at jeg ikke er alene i mørket. Jeg er ikke bange for at blive TAGET, og uden at tænke over det begyndte jeg at gå tur alene, hvor jeg havde lyst. Også i øde områder.

Jeg blev pludselig klar over, at jeg faktisk KAN gøre noget, hvis jeg skulle blive taget. Jeg kan råbe og gøre modstand. I stedet for at være usikker, bange, frygtsom – og ikke mindst apatisk, har det givet mig mange gode følelser – herunder selvsikker og modig. Jeg kan beskytte mig selv. Jeg er VOKSEN.

Det betyder ikke, at jeg nu er frygtløs. Jeg har bare sluppet angsten. Den angst der opstår, når frygt bliver for meget. I dag har jeg et normalt forhold til mørket og øde steder. Jeg kan passe på mig selv.