Der findes mange forskellige undersøgelser, og de viser alle tydeligt, at utroskab eksisterer. Danmark er på en 2. plads over de mest utro – kun overgået af Thailand. Faktisk viser en undersøgelse, at op til halvdelen af gifte personer har været deres partner utro. Der er flest utro mænd, men kvinderne er godt på vej.

Når man så ser på en Gallup-undersøgelse, hvor 45% af danskerne mener, at utroskab ikke kan tilgives, så kan det være en god idé at tage en snak med sin partner inden en af jer (måske) er utro.

Hvis du altså ønsker fortsat at være sammen med den samme partner.

Når man er utro, kan man bl.a. føle sig begæret og tiltrækkende. Spændingen ved et andet menneske er svær at sige nej til. Særligt hvis man føler, at forholdet derhjemme er kedeligt eller dårligt.

Biologien

Mennesker er ikke født monogame (en person som kun har én partner). Monogami er sjældent hos pattedyr, men det findes dog hos enkelte arter (gibbonaber, hulepindsvin m. fl.). Endvidere er vi alle født med kropslyst.

Vi er altså født polygame (lysten til flere partnere) og med kropslyst. Det er naturligt. Så biologisk set er det helt normalt at have lyst til andre.

Det betyder, at vi skal lære at være tro. Det lærer vi om i vores opvækst. Og så gælder det om, at vi indgår aftaler med vores partner om, hvad der er troskab i vores forhold.

Inden ”julefrokosten”

(Når jeg skriver julefrokost i anførselstegn er det fordi, det lige så godt kunne være andre festlige lejligheder, fredagsbar på jobbet eller bare det at leve.)

Følgende er noget af det, I kan gøre, og som vil hjælpe jer med at være opmærksomme på at være tro – og derved vil I have større sandsynlighed for at blive i parforholdet:

  • Tal om hvad utroskab er for jer. For nogen er det at kysse – for andre ikke. Derfor er det vigtigt, at I har aftalt, hvad I må gøre sammen med andre.
  • Når I går ud hver for sig, så er fristelsen større, hvis I er uvenner. ”Hun er også altid så sur”, ”Han er ikke opmærksom overfor mig” kan være med til at andre bliver mere attraktive.
  • Sørg for at have et godt samliv. Gør noget sammen i hverdagen. Tal sammen. Det skaber nærvær og samhørighed.
  • Sørg for at have et sexliv. Og helst et godt sexliv. Det er jeres ansvar, at I har sex. Og har I sex kort før ”julefrokosten”, er lysten til andre ikke lige så stærk.
  • Tænk over hvad du vil gøre, hvis du bliver fristet: Når hende den lækre fra marketing eller ham fra finans står foran dig med det skønneste smil, og siger det helt rigtige. Når I danser tæt, og du kan mærke lysten i kroppen stige. Hvad gør du så? Hvis du tænker over det inden festen, så er sandsynligheden større for, at du faktisk kan holde det.
  • GÅ HJEM hvis du føler lysten og pirringen komme. Mens festen trækker i dig, så tænk på alt det gode, som du risikerer. Og smut så lige så stille hjem.

Og så er det bare rart, at kunne se sig selv i øjnene dagen efter. I stedet for løgn, jalousi og tillidsbrud som muligvis fører til en skilsmisse.

Kategorier: SexUtro